”Ikke kan jeg tro [...] at vi gennem århundreder har arbejdet os frem i kultur for i disse henseender at vende tilbage til forhold, der kun beståreller har bestået mellem oldtidens romere i deres forfaldsperiode, nutidens araberdrenge og italienerknægte og hundene på gaden.” De vantro ord kom fra Julius W. Wilcke, der var undersøgelsesdommer i Den store Sædelighedssag i 1906-1907. Sagen var en af flerehomoseksuelle skandalesager, der faldt som bomber i København ved 1900-tallets begyndelse. Historier om ældre, mandlige forførere og deres unge ofre prægede skandalerne, der trak tråde til bl.a. den tyske adel og hoffet på Amalienborg. Offentligheden var forarget og ofte nådesløs i sin vurdering af sagerne. Homoseksualitet var et tegn på moralsk forfald og legemliggjorde overklassens dekadente livsstil. Samtidig politiserede mange aviser, politikere og meningsdannere sagerne ved at flette dem ind i diskussioner af, hvordan det fremvoksende demokrati skulle indrettes, og hvilke
