Valerio Magrelli, gennem årtier betragtet som en af vores tids vigtigste, italienske digtere – men ikke alene digter, for Magrellis produktion rummer flere dimensioner og gennemløber adskillige genrer og skrivemåder – har lige siden sin debut markeret en forandring i den eksperimentelle digtning, som den er forløbet frem mod slutningen af 1900-tallet. Det vil sige i tiden efter erfaringen med de forskellige avantgarder og reetableringen af – og reaktionen imod - den lyriske tradition, som dukker op i 80’erne. Han har i sin omfattende produktion udviklet et eget univers af ideer og følelser, som er i stand til hele tiden at indoptage nye syn på en verden i konstant forandring. Nøglen til det hele ligger i hans sprog, som – delvist i det skjulte – danner sin egen form, forvandles og dermed tilpasser sig nye udtryksmæssige og kommunikative behov. Det synes, som om Magrelli har haft en bevidst strategi med hensyn til at vække digtningen til live igen i en udvikling henimod det tydelige og
