Eva Molise Sun Kyung Krarups debutroman Du har den her samtale resten af dit liv handler om strukturel racisme og diskrimination. Romanen fortæller om en transnationalt adopteret kvindes liv fra barn til voksen og viser, hvordan hun føler og mærker konsekvenserne af at have en anden hudfarve end majoriteten i Danmark. Gang på gang udsættes romanens hovedperson for spørgsmål om udseende og baggrund. Det er oftest svære, sårbare og grænseoverskridende samtaler, som hun ikke selv har valgt at starte, men som venner, bekendte eller fremmede initierer. Samtalerne handler eksempelvis om, hvorvidt hun er dansk eller sydkoreansk, at hun er ”heldig” at være opvokset i Danmark, eller hvem hendes ”rigtige” forældre er. Romanen kan også læses som et nøgternt og præcist katalog over den diskrimination og racisme, som lever og findes i Danmark. Lige meget hvor romanens fortæller færdes, kan hun aldrig gardere sig mod tilråb som: Skævøje! From Bangkok with love! Daloon! Hvorfor lugter her af ris?