Siden Mios død har Ruth opfostret deres søn Em og har skabt et liv for de to: Hun har et hus ved havet, hun tjener gode penge og er ansat ved det gådefulde “agentur”, som skaber fiktive stemmer, der manipulerer offentligheden. Em er nu blevet ti år, men han ved stadig intet om sin far: Han ved intet om, hvordan han levede og heller intet om, hvordan han døde. Han er tryg. Og i sikkerhed. En dag får Ruth nys om, at en ung bevidstløs dreng indlagt på hospitalet har en CD med en optagelse af Mios stemme. Hun finder ham, og tager den gammeldags CD-afspiller fra hans rygsæk. Det er Mios stemme på optagelsen. Mio som burde være død. Han siger: “Der er tage her, hvor man kan se helt ud til havet. Her på biblioteket over ingenting. ”Prosaen bliver nærmest til ren lyrik, når Anyuru fortæller om livet og døden, sandheden og fiktionen, og den sorg, længsel og savn, der kan være så voldsom og altoverskyggende, at grænserne mellem disse modsætninger nærmest bliver udvisket.Det er en roman om
