”Gaia har tusind navne. Men en ting er sikker: Hun er ikke et symbol på harmoni. Der er ikke noget moderligt ved hende – medmindre vi ændrer vores opfattelse af, hvad ”en mor” i det hele taget er, og skulle hun have behov for ritualer, vil det helt sikkert ikke være de new age-danse, der senere er blevet udformet til lovprisningen af den postmoderne Gaia. Tænk blot på den infame plan, Gaia udtænkte for at skaffe sig af med sin ægtemand, Uranos.” – Fra bogen Luften, havet, gletsjerne, klimaet, jorden, alt interagerer med os, som Bruno Latour viser i sin fascinerende bog. Den gamle natur er ved at forsvinde og give plads til et væsen, hvis manifestationer er vanskelige at forudsige. Dette væsen, som langtfra er stabilt og betryggende, ser ud til at bestå af en række feedbacksløjfer i evig omvæltning. Gaia er det navn, der passer bedst til det. Gaia er ikke kloden, ikke Moder Jord, ikke en hedensk gudinde, men hun er heller ikke naturen, som vi har forestillet os den siden det 17.
