»Helten er en ting, der slæbes i støvet bag en vogn.« Simone Weil (1909-1943), fransk forfatter og filosof, efterspørger i Iliaden eller styrkens digt nye figurer, vi kan orientere os efter, nye troper og grundfortællinger. Udgangspunktet for hendes genlæsning af det græske epos er en kritik af den vestlige kultur, der siden oldtidens Rom har sat styrken over svagheden, som to uforenelige størrelser; styrken, som det højeste, og svagheden, som det laveste. Hun peger i sin læsning på, hvordan Iliaden rummer en fundamentalt anden opfattelse heraf, en sårbarheds-poetik og ærlig beskrivelse af menneskelivets vilkår. Enhver berøring er dobbelt. Det er kimen til »en skæbnefortælling, hvor bødler og ofre er lige sagesløse«.Den, der berører verden, forandrer verden. Og den, der forandrer verden, bliver selv forandret. Ingen handlinger er for små til at gøre en forskel, ingen livsform for uanselig. Tager man således styrken i brug, bliver man også brugt af styrken. »Den stærke er aldrig kun
