Nærvær og eftertanke er en utidssvarende bog. Den handler nemlig om noget, der ikke har prioritet i dag: lydhør tilstedeværen, genuin erfaring og eftertænksom refleksion. Dorthe Jørgensen kritiserer tænkningens kår, men hun værner også om håbet ved at insistere på det nærvær og den eftertanke, der stadig findes. Bogen er udfærdiget med afsæt i forfatterens erfaringer som underviser og formidler. Hun har igennem 25 år eksperimenteret med undervisningsformer, der ansporer til fælles udforskning af spørgsmål, der ikke kan besvares med et ja eller et nej. Denne spørgen forstummer, når der bliver krævet ’faktura’ frem for ’forskning’. »Når man som underviser har tillid til sine studerende, og resultatet er gunstigt, skyldes det […] næppe kun spontan livsytring. I den situation har man nemlig ikke kun tillid til, at de ønsker at lære, men også tiltro til, at de vil foretage den mimesis, der er forudsætningen for at lære. Man har tiltro til, at de vil gøre, som man selv gør. Tilliden til de
