Freuds psykoanalyse har haft mange udløbere, men få har været så frugtbare som Kohuts selvpsykologi, der tog form op gennem 1960’erne og med stor kraft manifesterede sig med Analysen af selvet fra 1971. Foruden Freuds driftsteori og dynamiske personlighedsmodel har selvpsykologien rødder i såvel egopsykologien (Hartmann, Kris, Erikson) som objektrelationsteorien (Klein, Winnicott, Bowlby), men vælger selvet som omdrejningspunkt for sin forståelse af, hvad der er på færde i det menneskelige sjæleliv. I fokus står de tidlige processer, der udvikler den enkeltes identitet, personlighed og selvfølelse, og det bringer begrebet narcissisme frem på en ny og klargørende måde. Da psykiatrien og psykoterapien er orienteret mod de skader i den tidlige udvikling, hvor noget er gået skævt og senere giver problemer med at leve livet, samler selvpsykologien sig om de symptomer, der melder sig som narcissistiske personlighedsforstyrrelser. Analysen af selvet er hovedværket til en tidssvarende
