Vi synger årstiderne ind. Digtere og sangere lægger ord i munden på os, og med ordene kommer vi til bevidsthed om det, vi sanser. Årstiderne på vers viser, hvad det er ordene siger og gør. Vi bruger årstiderne som billeder på sindstilstande; vi kan se foråret som symbol for vores jublende glæde og overskud og efteråret som udtryk for vores græmmelse og melankoli over livets forgængelighed. Årstiderne på vers viser nuancerigdommen, men også ensartetheden i de mange udtryk og fortolkninger, som man finder i gamle og nye digte, sange og salmer. Selvom årstiderne ikke er hvad de har været, så går og kommer de stadigvæk og udgør en uomgængelig grundrytme i vores liv. Det er ikke kun klimakrisen, der ændrer årets gang, men også vores fortolkninger og erfaringer. Kristne fortolkninger står side om side med en naturvidenskabelig forståelse. Og alt efter om årstiderne opleves på landet eller i storbyen vil deres rolle være meget forskelligartet. Årstiderne på vers beskriver de mangfoldige
