Klimakrisen er et af de globalt set mest påtrængende eksistentielle såvel som politiske problemer verden står overfor lige nu. Men er ’the tipping point’ nået, så der er tale om et point of no return? Hvordan navigere i det uundgåelige, så skaderne bliver minimeret så meget som muligt? Eller med et paradoks: Hvordan gøre det umulige, så det mulige kan ske? Det rejser en række spørgsmål af etisk, politisk og ideologisk karakter, som også finder vej til dele af litteraturen. Der er nemlig i de senere år vokset et bredt og nuanceret felt af litteratur frem, lyrik såvel som prosa, som på forskellige måder og i forskellige grader reflekterer klimakrisen, tematisk såvel som æstetisk. Klimakrisen kan i disse værker anskues som en på samme tid poetisk og politisk strategi. Inden for litteraturkritikken får det konsekvenser i forhold til, hvordan man læser litteratur, og den såkaldte økokritik er allerede noget, der har delt vandene og som udspalter sig i forskellige retninger. Med denne bog
