I 1998 udgav den danske forsker Flemming Kaul, på Nationalmuseets forlag, den monumentale afhandling Ships on Bronzes, der præsenterede og diskuterede mere end 400 skibsmotiver indgraveret i genstande fra den danske bronzealder (cirka 1700 til 500 før vor tidsregning), herunder ikke mindst den ragekniv af bronze, som enhver bronzealdermand havde med sig hele livet – og i graven. Kauls analyse af det omfattende materiale viser at skibet i bronzealderen ikke bare var det suverænt vigtigste transportmiddel (det være sig for handel eller krigsførelse), men en metafor for hele livet og verdensordenen: Solen sejlede over himlen – i samspil med diverse mere eller mindre sejlende væsener – og en mands grav var et skib. Ja, selv den omtalte ragekniv, siger Kaul, ”is a ship”. Kauls arbejde har ikke fået den opmærksomhed, det fortjente: vi taler trods alt om en epoke mindst lige så lang som dén hvor ”Danerne var kristne”, og hvis verdensbillede var en helt afgørende forudsætning også for denne
